Uddrag af selvbiografien “Spejlbarn”
”…En sommerdag i 2009 befinder jeg mig i Kastrup Lufthavn. På vej afsted på mit livs rejse. Med mig har jeg mine to døtre, min daværende mand og et helt livslængsel efter et sted at høre til. Rejsen går via Paris til Seoul i Sydkorea.32 år tidligere foretog jeg samme rejse, ad samme rute, men den modsatte vej. Dengang var jeg kun to år gammel og havde ikke selv valgt min skæbne, faktiskforstod jeg overhovedet ikke hvad det var der skete…”
”…Lørdag den første november 2003, skulle vi til min fars fødselsdag om aftenen. Den dagmodtog jeg et brev fra adoptionsbureauet i Korea. De havde fortalt mig, at hvis sagen blev lukket ville jeg få det at vide på skrift, så jeg regnede med, at det nok var sådan. Jeg tøvede lidt med at åbne brevet, men tænkte så at det var bedst at få det overstået. Det første der dumpede ud af den store kuvert, var et brev på koreansk. Jeg havde jo fortalt dem, at jeg ikke forstod koreansk, så det var mærkeligt. Dernæst fulgte et foto af nogle mennesker, jeg ikke vidste hvem var. Men jeg havde allerede konkluderet, at sagen måtte være afsluttet, så jeg studsede ikke rigtig over fotoet. Jeg koblede det slet ikke til min egen historie. Jeg kunne se, at der var mere i konvolutten og hev det ud. Det var det officielle brev fra adoptionsbureauet og det var på engelsk. Jeg nåede kun at læse den allerførste linje: Dear Lisbeth, we have found your Korean family, så stod det lysende klart for mig, hvad billedet betød. Og så stortudede jeg simpelthen. Det væltede bare ud.
Om aftenen skulle vi til min fars fødselsdag og jeg var i tvivl om jeg overhovedet skulle nævne brevet. Min far havde nemlig før sagt, at han ikke var interesseret i at høre hvordan det gik med min søgen. Det måtte jeg selv ligge og rode med. Men det fyldte alt i mig, jeg kunne umuligt lade være med at fortælle det. Der var i princippet heller ingen jeg hellere ville dele det med end dem. Min farseneste reaktion var en bebrejdende bemærkning: Nå, har vi ikke gjort det godt nok da? Jeg svarede: Jo, det handler slet ikke om, at i ikke har gjort det godt nok. Det handler om at jeg har manglet noget inde i mig. Det handler ikke om at afskære jer, men om at tilføre nogen. Det gad han ikke høre på. Min mor virkede berørt, men tog det pænere end min far. Hun var nok lidt bange for at blive erstattet af min nye rigtige mor. Og så blev der lagt låg på. Så skulle vi ikke tale mere om det, men bare se at få en god aften. Sådan som det altid har været i min barndom. Vi lægger låg på og så eksisterer det ikke rigtigt…”
”…Jeg er taknemmelig for den flig af noget fint indeni mig som ikke blev ødelagt, så jeg stadig er blevet i stand til at føle kærlighed og samhørighed på et dybere plan…”
”…Det er grænseoverskridende at stå frem med det hele, men jeg kan mærke at det er det rigtige at gøre. Kan bare nogle få have glæde af at læse min historie, har det været det hele værd. Jeg har selv været så alene, så det ville give mening at kunne gøre en anden mindre alene med sin historie ved at dele min. Det er vigtigt for mig, at sige tak for alle de mennesker, som er kommet ind og ud af mit liv. I har alle været med til at skabe og forme den kvinde, som jeg er i dag. Uden jer var jeg ikke nået hertil…”
Udtalelser fra læsere:
♥️ "Relevantbog for mange andre adopterede blandt andet. Lad os endelig få nogle samtaler i gang og kastet lys over tingene..." - Gitte
♥️ "Jeg må indrømme, at jeg ikke har lyst til at lægge bogen fra min hænder. Stor tak for at jeg får lov til at kigge på dit liv. Jeg synes super emner om adoption børn..."- Haitham
♥️ "Så harjeg læst... eller rettere slugt din bog. Hold nu op et liv.... næsten forforfærdeligt til at være sandt. Du skriver levende, naturligt og let. Enspændende fortælling. Men barsk..." - Dorthe
♥️ ”Harmodtaget din bog i dag og læst en del. Meget tankevækkende. En bog man fårudvide sit perspektiv og får en større indsigt af. Tak Lisbeth…” - Birgit
