Rejse til Korea

//Rejse til Korea
Rejse til Korea2018-10-07T19:02:30+00:00

Forbered din rejse til Korea

Der er mange måder at rejse til Korea på som adopteret – hvad enten det er første gang eller du vender tilbage flere gange.

Som adopteret fra Korea er det helt naturligt, at du har tænkt over, hvordan det ville være, at rejse til Korea. Rigtig mange adopterede ved ikke særlig meget om deres fødeland, hvorfor det kan være svært at formulere nogle konkrete forventninger, inden du tager af sted første gang. Nogen har fået noget at vide fra deres forældre, men for mange, starter vi næsten på bar bund. Det er ganske normalt, men heldigvis har mange adopterede før dig været i en lignende situation. Netop derfor er det en god ide at tage kontakt til andre adopterede, der har været af sted, før du endelig beslutter dig for detaljerne omkring din rejse.

Det kan også være svært at formulere en konkret årsag til at ville besøge Korea, fordi det for adopterede vil være en anderledes oplevelse end en normal turistferie. I praksis behøver du dog ingen anden årsag, end at du er nysgerrig, hvilket dine omgivelser naturligvis bør acceptere. Du behøver ikke kunne svare på andre folks spørgsmål eller selv have svar for at kunne tage af sted. Det væsentlige er, at du er åben for nye oplevelser og er forberedt på både at finde svar, men især på at opdage nye spørgsmål.

Vi anbefaler, at du overvejer følgende, inden du beslutter dig for, hvilken type rejse passer bedst til dig.

Er du medlem af Korea Klubben og i tvivl om, hvordan , anbefaler vi, at du tager kontakt til os på pas@koreaklubben.dk eller måske deltager i et arrangement, for at møde andre, der har rejst til Korea i kortere eller længere tid.

Budget? Hvor meget må rejsen koste?

Korea kan være et meget billigt land at besøge, hvis man forbereder sig grundigt og træffer økonomiske valg i forhold til boligform (hotel, gæstehus, AirBnB osv.)

Omvendt kan Korea også være meget dyrt, da især storbyerne tilbyder komfort i næsten alle prisklasser.

Forbereder du i god tid, kan man til tider finde flybilletter til under 5.000 kroner.

Hvor lang tid vil du rejse? Hvis det er første besøg, anbefaler vi som minimum, at man tager af sted i to uger.

Koreas tidszone er UTC+09:00 og bruger ikke sommertid. Derfor er Korea enten 7 eller 8 timer foran dansk tid. Derfor har man typisk brug for et par dage til at overkomme jetlag.

Især hvis du vil søge familie eller se mere end en enkelt by, er det typisk en god ide at kunne tage sig god tid, især fordi det kan være svært at finde vej, hvis man ikke kan læse eller forstå koreansk.

Hvordan vil du rejse? Især for førstegangsrejsende er det vigtigt at overveje, om du er mest til at rejse på egen hånd, selv arrangere meget, eller er mere til gruppeture.

Korea Klubben samarbejder med Meari Travel, som gennem en årrække har arrangeret en årlig kulturrejse med dansk guide. Læs mere i undermenuen.

Desuden forskellige koreanske organisationer hvert år guidede ture med eller uden tema.

Mange af disse ture søger økonomisk støtte gennem Koreas Ministry of Health and Welfare (보건복지가족부). Under dette ministerium er det Korea Adoption Services, der administrerer den samlede støttepulje, som hvert år skifter. Derfor bliver mange ture først annonceret i løbet af 1. kvartal.

Disse ture er typisk billigere end at rejse selv, men har typisk et mere bundet program eller overordnet tema, som man skal underordne sig for at få en optimal oplevelse.

I forhold til selve indholdet på turene, anbefaler vi, at man sætter sig ind i, hvilken organisation, der er arrangør og hvad dennes baggrund er.  Enkelte organisationer har specifik religiøs tilknytning, hvilket kan være en fordel at være opmærksom på, før man beslutter sig.

Hvem vil du rejse med? Både på gruppeture eller ture, du selv arrangerer, er det væsentligt at afgøre, hvem du vil rejse med.

Især, hvis du skal søge familie, er det vigtigt enten at rejse med folk, du kan diskutere din situation med og som kan støtte dig.

Hvor vil du bo? Vil du bo i en storby som Seoul (서울) eller Busan (부산) eller er du mere til mindre byer, strand, øer eller bjerge?

Foretrækker du hotel, AirBnB, gæstehus, tempel eller steder, specifikt til adopterede?

Vær opmærksom på, at gæstehuse og hostels i Korea kan have meget små værelser, i forhold til skandinavisk standard.

Hvis du gerne vil omgås andre adopterede i miljøet, anbefaler vi, at du besøger eller bor på gæstehuse specifikt for adopterede (fx KoRoot).

Hvad vil du opleve? Sightseeing?

Storbyferie? Mere landlige omgivelser?

K-Pop/K-Drama/Hallyu (한류)

Hiking/Natur/Skisport?

Shopping?

Kultur/Templer/Museer?

Hvornår vil du rejse? Vær opmærksom på, at Koreas årstider er meget forskellige.

Forår og efterår er lidt som en bedre dansk sommer.

Vinteren er meget kold og tør.

Sommeren er meget varm, meget fugtig og byder på mange myg.

Vil du søge efter familie?  Hvis du vil søge familie, skal du forberede dig godt før rejsen, men samtidig være opmærksom på, at det har enorm indflydelse på selve rejseoplevelsen. Afhængig af, hvor mange oplysninger du har om din adoption, kan det være svært ikke at have forventninger. Ikke desto mindre anbefaler vi, at du undgår at opbygge for store forventninger til udfaldet af din søgning.

Det kan i praksis betyde, at din planlægning skal ændres med meget kort varsel uden rejsen, ligesom du må være indstillet på at skulle være meget tålmodig.

Det betyder også, at du skal bruge hjælp til din søgning mens du er Korea.

Du skal ligeledes være indstillet på, at du kan blive meget følelsesmæssigt påvirket af udfaldet på din søgning, uagtet hvad resultatet er. Det er selvklart en meget unik og individuel situation, og det kan være ekstremt svært at forudse, hvordan man selv reagerer, når/hvis man får af- eller bekræftende oplysninger om familie i Korea.

Vær sikker på, at du har enten venner, familie eller andet netværk, du kan kontakte undervejs, så du ikke står alene med evt. frustrationer.

Læs mere om familiesøgning her.

Hvad gør du, når du kommer tilbage? En ting er at rejse, noget andet er at komme tilbage til Danmark.

Især din første tilbagerejse kan gøre et meget dybt indtryk, måske påvirke din selvidentitet eller åbne nye døre, du ikke tidligere har interesseret dig for.

Det er vigtigt, at du allerede inden du tager af sted, har undersøgt, om du har personer omkring dig du kan diskutere adoption, identitet og lignende emner med, hvis det skulle blive nødvendigt. Har du brug for at udveksle erfaringer med andre adopterede, der har været i lignende situationer, men ikke har nogen i din umiddelbare omkreds, så kontakt os for at undersøge, om vi kan formidle kontakten til andre adopterede i nærheden af dig eller egnede online-fællesskaber.