Madlavningskursus i Aarhus den 30. april

Hansik
Yay! Så er det endelig blevet tid igen! Lørdag den 30. april afholder Korea Klubben madlavningskursus i Aarhus.
Arrangementet afholdes i hjemkundskabslokalerne på Hasle Skole (Herredsvej 15, 8210 Aarhus V) og starter kl. 10:30. Efter en forhåbentlig vellykket madlavning har vi fællesspisning, så alle kan få lov til at smage de forskellige retter. Arrangementet afsluttes om eftermiddagen med fælles oprydning og opvask.
Madlavningskursus plejer at være vældig populært og der er begrænset med pladser. Prisen er 150,- for medlemmer af Korea Klubben (angiv medlemsnummer og husk medlemskabet gælder hele husstanden) og 225,- for ikke-medlemmer (sættes først til salg senere så medlemmer har fortrinsret til billetterne). 
Billetterne købes på billetto.dk/kkmadlavningskursus.
Vi sørger for kaffe og te, andre drikkevarer skal man selv medbringe. Kan man ikke holde sulten hen helt indtil fællesspisningen, er det måske også en god idé at medbringe en lille snack, men man skal nok blive rigeligt mæt senere.
Køkkenet er formentlig som de fleste skolekøkkener, så kan man ikke nøjes med små urteknive (hvilket jeg ikke synes man kan) må man selv medbringe en god kniv i komfortabel størrelse. En god pande vil muligvis heller ikke være en dum idé.
Ved tilmeldelse skal man samtid vælge, hvad det er man gerne vil lave. Vi har lavet seks forskellige valgmuligheder, så er der forhåbentlig noget nyt på menuen for alle samtidig med, at vi kan få et alsidigt bord til fællesspisningen. Vær lige opmærksom på, at man kun kan vælge én ting pr. billetkøb – dvs. er man flere fra samme husstand, som deltager men ikke vil lave de samme retter, så skal billetterne købes separat.

I. Kimchi & Bulgogi
김치 & 불고기
Kimchi er et must i Korea og bliver serveret til alle måltider. Kimchi findes i mange forskellige versioner. Vores kimchi laves med kinakål og er den de fleste nok kender.
Bulgogi er tyndtskåret oksekød i en sød marinade baseret på soya og er en ret de fleste kan lide.
II. Jeyuk bokkeum, Hobak jeon, Musaengchae & Yangbaechu saladeu제육볶음, 호박전, 무생채 & 양배추 샐러드
Jeyuk bokkeum er stegt spicy svinekød og hertil har vi valgt nogle forskellige sidedishes. Hobak jeon er skiver af squash vendt i mel og æg og stegt. Musaengchae er en syrlig og let spicy sidedish med kinaradise. Yangbaechu saladeu er en salat af meget fintskåret hvidkål, der nok er mest kendt som en sidedish til den også populære ret donkaseu (돈까스).
III. Japchae & Yachaejeon 잡채 & 야채전
Japchae er en nuddelret, som i Korea oftest laves til specielle lejligheder. Typisk bruges den som sidedish, men kan også sagtens udgøre det for et helt måltid. Nudlerne er lavet af sødkartoffel og blandes med forskellige grøntsager, oksekød og en lækker marinade. Jeon er en form for pandekage. Jeon findes i mange forskellige variationer og er en klassisk kombination sammen med den koreanske drik makgeolli (
막걸리), men fungerer også rigtig godt som sidedish til en koreansk middag. Yachaejeon er en grøntsagspandekage, hvor man kan nemt skifte grøntsagerne ud med sine egne favoritter.
IV. Tteokbokki, Kimbap & Kongnamul guk 떡볶이, 김밥 & 콩나물
Tteokbokki og kimbap kan ofte købes de samme steder, om det er på restaurant eller som streetfood. Tteokbokki er riskager i en lækker chilisovs ofte sammen med fiskekager og kogte æg. Kimbap er en tang og ris rulle med fyld. Mange vil kalde kimbap koreansk sushi, men kimbap har intet med rå fisk at gøre og risene krydres med ristet sesamolie og salt i stedet for eddike og sukker. Fyldet består oftest af kød, omelet og forskellige grøntsager. Kongnamul guk er en simpel men super lækker klassisk og mild koreansk suppe.
V. Yangnyeom chikin, Dakgangjeong, Chikin mu & Pa-muchim양념치킨, 닭강정, 치킨 & 파무침
Den bedste fried chicken får man efter min overbevisning i Korea. Denne menu består af to forskellige slags fried chicken med tilbehør af syltet kinaradise og en forårsløgs sidedish. OBS! Medbring dyb pande eller wok velegnet til dybstegning.
VI. Doenjang jjigae, Gyeran mari, Oi-muchim, Sigeumchi namul, Sukju namul & Gamja bokkeum된장찌개, 계란 말이, 오이무침, 시금치나물, 숙주나물 & 감자볶음
Denne menu består af den klassiske koreanske stew deonjang jjigae, som er lavet på soyabønne pasta og diverse grøntsager, hertil laves nogle forskellige sidedishes. Gyeran mari er en rullet omelet. Oi-muchim er en let spicy agurkesalat. Sigeumchi namul og sukju namul er henholdsvis spinat og bønnespirer. Gamja bokkeum er en sidedish bestående af stegte kartofler.
Vi glæder os til at se jer!

Stefan & Anne Mee

Kontaktpersoner i Aarhus
  • joo-young

    hej. er der kan snakker koreansk.?fordi jeg lidt taler dansk..

  • Anne Mee Kalvig

    Der er nok nogen som kan en smule koreansk – men ellers taler vi engelsk ^^