Det hele er så godt – men er det nu også det?

For et år siden fandt jeg mine biologiske forældre og søskende. Det første møde var meget kaotisk og forvirrende. Det andet møde var en tand mindre kaotisk, men stort set ligeså forvirrende. Hvis jeg skulle beskrive hele forløbet med ét ord, må ordet være: forvirrende. Hvis jeg må tilføje ét ord mere, må det blive ordet ”frustrerende”.
Hvordan jeg fandt mit biologiske ophav, og hvordan møderne har været i detaljer, er i og for sig underordnet, for det er slet ikke dét, jeg vil fortælle jer om. Hvad, jeg har lyst til at udtrykke og fortælle jer, er, at det har været en forvirrende og frustrerende proces. Og det er det faktisk stadig.

Jeg troede, alting ville falde på plads, når jeg mødte min biologiske mor. Jeg troede, at alle de tanker og frustrationer, jeg har båret rundt på de sidste mange år, ville forsvinde. Jeg troede, at vi ville gå hinanden i møde, i noget der mindede om slow-motion, og at vi ville kramme hinanden, og at det kram ville ophæve den smerte, jeg har gemt på. Jeg troede, at vi ville græde snot sammen, omfavne hinanden til ordet ”undskyld” var overflødigt. Og ikke mindst troede jeg, at mit liv ville blive nemmere.

Der er mange, der tror, at den sidste brik i puslespillet ville falde på plads – at det tomrum, man har haft indeni, ville forsvinde. At de spørgsmål, man har brændt inde med, ville forsvinde med det tomrum. Og jeg er skyldig i at have troet det samme.
I stedet er jeg blevet overfaldet med tonsvis af nye spørgsmål, nye frustrationer, nye bekymringer og en helt anden form for smerte.

Jeg er blevet taget godt imod af min biologiske familie. De har alle været forstående over for situationen – inklusiv det faktum, at jeg indeni er meget dansk. Jeg kommer ind i deres liv, med deres gener, men jeg overrumpler dem med min vestlige tankegang.

Den mest forstående af dem alle har været min storesøster, som er ti år ældre end mig. Hun har sin egen lille familie bestående af en flink og forstående mand og tre søde børn. Jeg har endnu ikke udviklet en overvældende kærlighed for resten af min koreanske familie – og måske vil det såede frø aldrig slå rødder og vokse. Min storesøster er for mig alt det, jeg har savnet. Det stærke søskendebånd, den ubetingede kærlighed, følelsen af at høre til – at have fundet sin klan.
Hun er for mig også blevet den mor, jeg har længtes efter. Og så er min biologiske mor røget lidt ud af billedet. Både fordi min søster har taget sig af mig, hun har vist mig den kærlighed, jeg underbevidst havde forventet, og fordi min biologiske mor ikke just falder i min smag. Og så kan man hermed kalde mig utaknemmelig eller andre negative adjektiver.

At finde sin biologiske mor, at møde hende, at snakke med hende og få lov til at stille hende alle de spørgsmål, man har villet i mange år, er et privilegium mange adopterede ikke får. Derfor vil det sikkert blive mødt med kritik, at jeg ser ned på, og ikke bryder mig om min. Jeg er vred på mig selv over, at jeg ikke kan elske min koreanske mor. Jeg er vred på mig selv over, jeg ikke er mere taknemmelig over, at hun er i mit liv i dag. Og jeg er vred på mig selv over, at bare lyden af hendes stemme kan få mig til at krumme tæer.

Dét, jeg er mest vred over, er, at jeg ikke kan finde ud af, hvad jeg så egentlig føler.
Det mest frustrerende er, at jeg får det fysisk dårligt af at befinde mig i samme rum som hende, men alligevel bliver jeg varm indeni og stolt, når hun griner ad mine jokes, eller hun klapper ad mig, fordi jeg har udtalt et ord på koreansk rigtigt.
Jeg frygter hendes store hænder i mine, og alligevel længes jeg efter, at hun holder om mig og siger, hun er glad for, vi er forenet igen.

Jeg indser, at dette let kommer til at lyde som om, jeg har taget min genforening forgivet, og at jeg nærmest brokker mig over situationen – eller ligefrem fortryder den. Jeg indrømmer, at jeg har dage, hvor jeg fortryder, at genforeningen er sket på dette tidspunkt i mit liv. Men når det kommer til stykket, fortryder jeg ikke mit valg om at søge efter min koreanske familie.

Jeg tænker på min storesøster og mine niecer og nevø hver dag. De har en kæmpe plads i mit hjerte. Og jeg har elsket dem alle sammen fra første dag, vi mødtes. Jeg længes tilbage til aftener, hvor min søster og jeg har snakket til langt ud på natten – om stort og småt. Vi har grinet og grædt sammen. Og min kærlighed til dem er ubetinget, og den vokser hver dag.

Og man skulle tro, jeg kunne finde fred med det. Men så har endnu et spørgsmål rejst sig i mig: hvem er jeg så?
For nu er Korea ikke længere et abstrakt billede, nu er Korea lige pludselig blevet associeret med kærlighed, identitet og flere spørgsmål. Nu kan jeg ikke længere fantasere om, hvor jeg kommer fra – eller hvordan det vil være at kunne se sig selv i sin familie. Nu står jeg frontalt over for og midt i alt det, jeg så længe har villet befinde mig i, og så kan jeg ikke engang finde mit ståsted.

Folk spørger mig tit, om det ikke er dejligt at have fundet sin ”rigtige familie” – Og jo, det ér det. Det meste af tiden. Men jeg synes også, det er vigtigt at slå fast, at det ikke løser alle de problemer, man får med i rygsækken som adopteret. Og jeg synes, det er vigtigt at slå fast, at man ikke bliver ”hel” af at finde sin biologiske familie og bruge tid med dem – men at man tværtimod bliver skåret over på midten og konfronteret med sin identitet på ny.

For selvom det lyder helt forkert i mit hoved, så er jeg jo koreaner. Jeg er fuldblodskoreaner, og jeg kan ikke løbe fra det. Korea er ikke længere uhåndgribeligt. Korea er lige pludselig blevet noget, jeg kan tage og føle på. Noget, som er blevet formet i forvejen, men som jeg selv skal forme videre. Det er den proces, jeg er i nu. Og det er dén proces, der gør, jeg synes, det hele er frustrerende og uoverskueligt og får mig til at glemme, at jeg har fået en enestående mulighed smidt efter mig.

Jeg er ”Cecilie”, og jeg er ”Choon Mee”. Og jeg er et adoptivbarn, som lige nu skal lære at forene de to. Hvordan jeg så gør det, må tiden vise.

 

By |2017-03-22T23:06:43+00:00august 15th, 2014|Blog, I am Mee, Uncategorized|5 Comments