Tillykke mor

There’s nowhere you can be that isn’t where you’re meant to be – John Lennon

 

I dag har jeg fødselsdag. I dag har min adoptivmor fødselsdag.

For akkurat 19 år siden, kom jeg til verden på et hospital i Sydkorea. Allerede dér, var det planlagt, at jeg skulle havne i favnen på en mor her i Danmark. Ikke på papiret. Familien i Danmark vidste ikke endnu, hvorfra de skulle have et barn, eller hvem, de skulle have et barn af.

 

Man kan tro på så meget. Man kan tro på, at det giver ulykke at gå under en stige. Og man kan tro på, at der er en mening bag alt det, der sker.

Jeg vælger at tro på det sidste. Skæbnen, om man vil.

 

Jeg har tit tænkt på, at det er så tilfældigt, hvor man lander henne i verden, når man er adoptivbarn. Jeg kunne i og for sig være Amerikansk statsborger nu og være i stand til at se alle tv-serier lovligt på nettet uden besvær. Måske jeg var blevet fløjet til Sverige og vokset op med Astrid Lindgren.

I stedet ville skæbnen, at jeg skulle hedde Hedegaard til efternavn og have en mor, der er det stikmodsatte af mig udseendemæssigt. Min adoptivmor er et lille nips, man får lyst til at passe på, hvorimod jeg er en høj asiat.

Men jeg er ret sikker på, vi har nogle ens gener flydende rundt i kroppen alligevel. Vores temperament kommer tit i vejen for forståelsen af, hvad vi i det hele taget skændes over. Vi har begge en trang til at få ret. Vi deler begge opfattelsen af vigtigheden i planlægning. Dét, der får mig til at tænke, det hele tiden har været planlagt, at hun skulle være den, jeg kaldte ’mor’ for første gang, er, at vi har fødselsdag samme dag. Og det er selvfølgelig ikke nok i sig selv. Så kunne man også sige, det var meningen, man skulle købe tre pakker citronmåne, fordi de var på tilbud i Netto.

Men det, der understøtter min teori, er, at vi bærer rundt på de samme linjer i hænderne. Hjertelinjen og skæbnelinjen osv. løber ens over håndfladen. Vores fingre peger den samme vej og er ens – bortset fra, min mor har pølsefingre.

Vi er begge i besiddelse af hænder, der kan løfte en del vægt af andres byrde. Jeg husker alle de gange, vi har siddet og grint over, hvor latterlig meget vores hænder ligner hinanden. Det er ikke tilfældigt. Det er skæbnen. Skæbnen ville, at jeg skulle gå hånd i hånd med min mor og give hendes hånd et lille klem i stedet for at sige ”jeg elsker dig”. Skæbnen ville, jeg skulle vokse op med en mor, der prøver at befri mig fra smerte, når hun selv bærer rundt på én. Dét var meningen, jeg skulle hertil. Og min mor er et bevis på det.

 

Jeg ved så bare ikke, hvorfor skæbnen har valgt, at jeg skal være vild med søde sager og være rigtig dårlig til at tage mig sammen til at løbe.

 

Tillykke med fødselsdagen mor.

By |2017-03-22T23:12:56+00:00marts 22nd, 2013|Blog, I am Mee|0 Kommentarer