Er julen anderledes som adopteret?

Min første indskydelse er; nej, selvfølgelig er den ikke det. Hvis jeg skulle vælge en bestemt dag, hvor jeg føler mig anderledes, så er det på min fødselsdag. Ikke mindst, fordi jeg deler den med min adoptivmor. Men jeg tænker mere over, om min biologiske mor rent faktisk også husker min fødselsdag, eller måske er det en dag, hun bare gerne vil glemme og nærmest har fornægtet.

Men alligevel så handler julen jo om familie og traditioner. Og det kan måske trigge noget for mange andre. Jeg tænker på alle de ritualer, der går igen generation efter generation. Dermed ikke sagt, at jeg ikke kan føre de traditioner videre. Men hvor akavet er det lige, at høre ordene: sådan fejrer vi rigtig dansk jul, komme ud af min mund? Regner folk overhovedet med, jeg holder jul? Som en af mine kollegaer sagde til mig: God jul. Hvis du altså fejrer jul, Pochahontas? Det sårer mig ikke, men det er alligevel et mærkeligt spørgsmål at få kastet i hovedet. Ligesom de fleste folk heller ikke kan få ind i deres hoveder, at jeg ikke kan koge ris. En koreaner, der hverken kan koge ris, er god til matematik eller kan lide fisk… Det hænger jo ikke sammen. Jeg rynker heller ikke på næsen, når en dansker siger, de ikke kan lide flæskesteg, vel?

Men tilbage til porøse julekugler og gamle guirlander. Julen er faktisk ikke meget anderledes for mig. Det er jo ikke, fordi man bliver behandlet som den lille pige med svovlstikkerne, bare fordi man er adopteret. Det eneste, jeg kan pege på, er, at højtiden giver grobund til at sætte spørgsmålstegn og tage sin egen familie op til revidering. For at slutte mit indlæg af med noget romantiseret, så vil jeg sige, at når vi derhjemme d. 24. danser om juletræ hånd i hånd, så forsvinder alle tanker om adoption, og jeg føler mig hjemme. Jeg føler, trods hudfarven, at jeg passer ind i billedet.

fodspor

By | 2017-03-22T21:15:18+00:00 december 22nd, 2012|Blog, I am Mee|0 Kommentarer