Måske man bare skulle affinde sig med det?

Jeg sad i dag og snakkede med to ret så skarpe mennesker om adoption. Det satte en masse tanker i gang. Bl.a. det med, om man overhovedet har ret til at opsøge sine biologiske forældre. Når jeg snakker med ikke-adopterede, vil de tit gerne vide, om jeg kunne tænke mig at finde mine ”rigtige” forældre. Det er et spørgsmål, der hænger uløseligt sammen med adoption. Og det er da hundrede procent heller ikke, fordi jeg ikke har tænkt tanken. Der går ikke en dag, hvor jeg ikke overvejer, om mine såkaldte rigtige forældre også står op kl. Halv syv og spiser cornflakes, har et uinspirerende kontorjob eller måske slet ikke er at finde på denne jord. Hvem ved.

Men det med at finde dem. Snakke med dem. Se dem i øjnene. Tale med dem. Se det er straks et meget længere skridt at gå. Derfor tog jeg på workshop i Århus engang for nogle måneder siden, for lidt at få afklaret, om det var noget, jeg ønskede. Og selvfølgelig også, hvordan man overhovedet fik sat gang i sådan en proces.

Min veninde sagde til mig, at man jo for det meste ser i Sporløs, at de bliver glade for at finde hinanden og at man kan mærke lettelsen i gennem fjernsynet, når man tænder for det opstillede program om søndagen. I Århus fik vi vist en film, der handlede om tiden og forholdet efter kameraerne blev slukket, og langt de flestes solskinshistorier blev skudt i stykker. Det viser sig så, at grundet store kulturbarrierer og vidt forskellige sprog, er det tæt på umuligt at holde kontakten med sine biologiske forældre. Man opdagede sandheder, der kom lidt for tæt på.

Det skræmte mig lidt, må jeg indrømme, og det fik mig også et skridt tættere på en konklusion. For det er vel ikke meningen med adoption, at alle adoptivbørn skal finde hjem igen? Jeg mener, der må da være en grænse for, hvor mange af os, der kan gå ud at søge efter vores mødre.

Det er ikke, fordi jeg ikke vil finde mine biologiske forældre. For jeg er ved at dø efter at vide, om jeg har min mors næse, min fars øjne eller måske endda deres grin. Men hvor jeg er på vej hen nu, er et sted, hvor jeg vil lære bare at affinde mig med situationen. Gå med spørgsmålet. Tygge og tvivle lidt på det. For har vi alle sammen, adopterede som ikke, et eller andet spørgsmål, vi brænder for at finde svaret på?

By | 2017-03-22T21:15:18+00:00 juli 10th, 2012|Blog, I am Mee|0 Kommentarer