Min far. Mit hjem

I anledningen af fars dag, vil jeg fortælle lidt om mit forhold til min far.

Min far er verdens bedste far. Selvfølgelig har han fejl og mangler, men han gør sit arbejde så flot alligevel, synes jeg. Han får mig til at grine. Føle mig elsket. Opfylder kriterierne om at gøre sin datter pinlig berørt. Når han omfavner mig, føler jeg mig tryg. Jeg føler mig hjemme.

Jeg er så ligeglad med, at jeg ikke har hans gener. Eller jeg er faktisk ret glad for, jeg ikke har arvet hans store næse og absurd dårlige hukommelse. Han er min far. Min familie.

Når min mor ikke er hjemme, hører vi høj musik og spiser usund mad. Han følger mig til busstoppestedet hver dag. Stiller cornflakes frem om morgenen. Og så kan jeg nogle gange få ham overtalt til at tørre op efter mig, når jeg har været i bad.

Når folk spørger mig, om jeg har tænkt mig at finde mine ’rigtige’ forældre, så tænker jeg altid på, hvordan mit forhold til min biologiske far ville have været, hvis jeg ikke var blevet bortadopteret. For det første ville jeg skulle dele ham med mange flere søskende. Men måske ville han være en tavs mand, som gik meget op i stolthed og ære. Måske ville jeg have et meget bedre forhold til min mor. Måske havde jeg lært at fiske.

Og hvad hvis jeg møder ham en dag? Et forhold som det, jeg har med min adoptivfar, er et, jeg aldrig nogensinde vil kunne opbygge med et andet menneske. Der er ingen tvivl om, at jeg med tiden ville kunne elske min biologiske far. Men det er jo ikke ham, der har lavet madpakke til mig, da jeg var lille. Flettet mit hår. Tegnet tegninger med mig. Spillet Spøgelsesslottet og set Nissernes ø-maraton.

Faktisk er jeg taknemmelig for, at jeg blev adopteret direkte i armene på sådan et dejligt menneske.

Til min biologiske far vil jeg bare sige, at selvom det har gjort –og stadigvæk gør ondt, så tak, fordi du vidste, jeg ville få det bedre her. Tak, fordi du har gjort mig til et bedre menneske.

Hvor blev det sukkersødt og rosenrødt. Men hvis man ikke må det på fars dag, hvornår må man så?

Er  du også så heldig at have en dejlig far? Og hvad ville du sige til din biologiske far i dag?

Cecilie Mee

By |2017-03-22T21:15:18+00:00juni 5th, 2012|Blog, I am Mee|0 Kommentarer