Foredrag med Jane Jin Kaisen

Onsdag d. 23. maj kl. 15-17 afholder Koreastudier/ToRS et spændende arrangement med titlen: ‘Systemkritiske oversættelser af Jeju 4.3 Massakren i Korea’ af billedkunstneren Jane Jin Kaisen.

Jeju 4.3 Massakren i 1948 er en af de blodigste hændelser i Koreas moderne historie. Folkemordet på op mod en femtedel af øen Jejus befolkning kan ses som en forløber til de ideologiske stridigheder der ledte til Koreakrigen, Den Kolde Krig i Asien, og USA’s militære engagement i Sydkorea.

Jane Jin Kaisen vil holde et oplæg om den fortiede Jeju 4.3 Massakre og hændelsens betydning for eftertiden gennem en præsentation af en række af hendes kunstværker der tager udgangspunkt i systemkritiske oversættelser af denne historiske begivenhed.

Jane Jin Kaisen er billedkunstner og arbejder projektbaseret, fortrinsvis indenfor medierne film, videoinstallation, performance, og tekst. Hun har en MA i kunstteori og formidling fra Det Kgl. Danske Kunstakademi, en MFA i Interdisciplinære Studier fra UCLA, og deltog i The Whitney Museum Independent Study Program.

Praktisk info:
Onsdag den 23. maj 2012 kl. 15-17 .
ToRS, Snorresgade 17-19, lok. U6 (1. sal), 2300 Kbh S.

Foredraget er arrangeret af Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier og Koreastudier. Det er gratis og åbent for offentligheden.
Moderator: Jacob Ki Nielsen, PhD studerende, Koreastudier

Tilmelding kan ske ved henvendelse til: jkn@hum.ku.dk.

Læs mere om Jane Jin Kaisen på hjemmesiden: janejinkaisen.org

 

By |2017-03-22T21:15:19+00:00maj 14th, 2012|Blog|0 Kommentarer