Undersøgelser om adopterede har vist, at de fleste på et eller andet tidspunkt i deres liv, bliver interesserede i at søge rødder. For mange sker det gradvist og med alderen. Motivationen  for at søge rødder udmønter sig typisk i første omgang i at lære mere om vores fødelands kultur. Og først efter, muligvis at have besøgt landet, at overveje at lede efter biologisk familie.

Men ofte er søgningen mere om selve dét at søge end et egentligt ønske om at blive genforenet med sin familie, så det er vigtigt at du forsøger at skelne mellem nysgerrighed om din oprindelige kultur og et virkeligt møde med dine biologiske forældre.

Der er mange grunde til at adopterede giver sig til at lede efter deres koreanske familie. Nogle er ganske enkelt nysgerrige eller føler et behov for at finde ud af mere om deres identitet.

Andre er motiverede ud fra et behov om at føle sig “hele” eller ønsker lægelige oplysninger. Og andre igen ønsker bare at lade deres biologiske forældre vide, at de har det godt.

Det er vitalt, at du forstår din egen drivkraft til hvorfor du ønsker at møde din biologiske familie inden du begynder med at søge.

Jeg tror, alle adopterede har og har haft fantasier om deres biologiske forældre, uanset om vi er bevidste om det eller ej. Hvad er dine forventninger og fantasier?

Forestiller du dig, at du og din familie vil føle jer forbundet eller kan genkende hinanden fra det øjeblik I mødes?

Eller at du nu vil møde de? rigtige? forældre, du altid har drømt om?

Og er du klar til at opgive de forventninger og barndomsfantasier?

Og til de oplysninger, der måske ligger gemt i din fortid? For mange adopterede er tiden eller årene før adoptionen omkranset med mystik, der har næret fantasierne, men virkeligheden ser selvsagt sjældent ud som i drømmen.

Der kan være oplysninger, som kan være svære at tackle og det skal du forberede dig på. I mit eget tilfælde fik jeg at vide, at min mor havde været prostitueret, selv forældreløs siden hun var ni år og siden tolv-års-alderen praktisk taget levet på gaden.

Hun elskede min far, for han tog hende væk fra bordellet og lovede at gifte sig med hende. Men dengang forbød koreansk lov at to med samme efternavn blev gift med hinanden.

Det tog mig lang tid at bearbejde de oplysninger og det lys, de kastede på mit eget liv og på min egen selvforståelse.

Jeg tror alle, der har søgt eller forsøgt at søge er enige om at det er en følelsesmæssig rutschetur, hvor du ikke længere har kontrol over begivenhedernes gang.

Lige nu er der ingen nem vej til at søge biologiske forældre.

Den koreanske lovgivning siger intet om, at adoptionsbureauerne skal hjælpe de adopterede med oplysninger. Dertil kommer at der også er etiske hensyn at tage til de biologiske forældres rettigheder, som vi adopterede må respektere.

Så i mange tilfælde lykkes en søgning mere ud fra ren og skær held og fremmedes venlighed end en nøje tilrettelagt plan.

Jeg bryder mig ikke om at bruge ordet “genforening?”, for i mit eget tilfælde var der i hvert fald ikke tale om en genforening, da jeg mødtes med min biologiske familie.

Jeg kunne ikke huske dem, så det var som at begynde forfra igen med dem. Folk spørger ofte, “Nå, hvordan var det så at møde dine biologiske forældre?”.

Nogle gange er det godt, andre gange er det skidt. Andre gange igen er det rigtig skidt. Jeg har mødt adopterede, som har ledt i flere år, kun for at møde forældre, der ikke ville have noget med dem at gøre. Eller hvor de stadig var “familiehemmeligheden”.

Eller hvor de på trods af visse minder kun opdagede, at alt havde forandret sig i de mellemliggende år og at de ikke længere kendte dem.

Da jeg stod i subway-toget fra Seoul til Inchon for at møde min biologiske far, brød jeg pludselig sammen og begyndte at græde.

Min veninde, Trilika, en sort/koreansk adopteret, kiggede på mig og sagde: “Hollee, du skaber mere rum”. Og det gik op for mig at det var det jeg skulle gøre.

Når du møder din biologiske familie, så får du mere, ikke mindre familie, for det gælder om at rumme dem alle, ikke om at vælge mellem det ene eller det andet hold forældre.

Men det er op til dig hvor meget af dit liv du vil dele med dem alle. Da jeg forlod mit børnehjem med min far, nævnte han, at jeg ville komme til at møde min halvbror- og søster, for han havde giftet sig med en anden kvinde. Og dertil kom at min biologiske mor også havde giftet sig og havde tre børn med sin mand.

Pludselig havde jeg fem halvsøskende og et utal af onkler, tanter, kusiner og fætre.

Min biologiske fars familie var en solid middelklasse-familie og derfor var det nemmere for mig at relatere til dem.

Min halvsøster skulle begynde på college og min halvbror skulle følge i samme spor. Min mors familie til gengæld var ret fattige.

Hun arbejdede på fabrik og de boede i en simpel to-rums hytte med bliktag og toiletter i gården. Jeg ønskede at give hende penge og tage hende ud at spise, men sådanne tilbud skammede hun sig over.

Og jeg indså, at det var mig, der måtte respektere hende og tillod, at hun ved min afrejse pressede nogle koreanske won i hånden på mig.

Ofte er adopterede mest fokuserede på selve søgningen, men i virkeligheden begynder den virkelige rejse ikke før efter du har mødt din familie og I alle står med spørgsmålet?Hvad nu?? Skal I blive ved med at ses eller er du? tilfreds? med bare at have set dem og ønsker egentlig ikke mere kontakt med dem?

Hvis de er fattige, føler du dig forpligtet til at hjælpe dem og i så tilfælde, hvordan? Vil du til at rejse til Korea en gang om året?

Det er alt sammen ting, du er nødt til at forholde dig til. Du har byttet dine fantasier, forestillinger og drømme med virkeligheden og efter at have mødt dem, kan du ikke bare putte dem ned i en kasse og gemme dem bort igen.

At møde din biologiske familie besvarer ganske vist nogle af dine spørgsmål, men i virkeligheden rejser der sig mange flere bagefter, for selve søgningen er kun begyndelsen af rejsen.

Livet efter genforeningen er en meget længere vej.

Som adopterede fik vi ikke lov til at vælge vores adoption.

Men at begynde med at søge kan og skal være dit valg alene.

Der er en rette tid for enhver, men den kommer individuelt.

Det er vigtigt at du lytter til din egen fornemmelse i maven, i hjertet og i hovedet. Ikke til andres entusiastiske fortællinger eller råd om at du bør gøre det ene eller det andet.

Hverken fra venner eller adoptivfamilie. Det er dit valg alene.